PSYKOTERAPI
Hvorfor psykoterapi?
Nogen vælger at gå i terapi, fordi de gerne vil arbejde med deres personlige og menneskelige udvikling og få et rigere liv. Andre vælger at gå i terapi, fordi de er i nød. For alle gælder, at terapien tilbyder et rum, hvor man kan hele de problematikker, man kommer med og samtidig udfolde sig som menneske. Terapien giver dig plads til at udforske dine dybe behov, ressourcer og muligheder og opdage de forhindringer, der er for at du kan udfolde dem. Terapien giver dig mod til at tage fat på nødvendige forandringer i dit liv.
Hvad kan psykoterapi gøre for dig?
Psykoterapi kan hjælpe dig i din personlige udvikling ved at lære dig selv bedre at kende, og den kan give dig bedre selvværd og mere livsglæde. Terapien kan støtte dig i at udfolde dine ressourcer til gavn både for dig selv og dine nærmeste og for dit øvrige liv med arbejde eller studier.
Psykoterapi kan hele vanskelige problematikker. Du kan føle dig angst, deprimeret eller stresset eller stå i en vanskelig livssituation, fx efter en fyring, skilsmisse, dødsfald eller alvorlig sygdom hos dig selv eller dine nærmeste. Du kan også have været udsat for alvorlige belastninger eller stå i et dilemma, hvor du har brug for et modent og professionelt menneske at tale med for at bringe klarhed i en svær situation. Det kan også være du bare har en følelse af ensomhed eller tomhed og har svært ved at finde en mening eller retning i dit liv.
Psykoterapi kan hjælpe dig til at få det bedre igen. Den kan bringe dig indsigt, mere ro og klarhed og give dig styrke og mod til at foretage nødvendige forandringer i dit liv.
Jeg tilbyder individuel terapi og parterapi i kortere eller længere forløb, samt kurser i drømme, kreativitet og meditation.
I terapien arbejder jeg med samtale, drømme, tegning (og du behøver ikke kunne tegne!) og kropssansning, der åbner for ubevidste ressourcer. Jeg arbejder også med kognitive metoder, meditation og mindfulness.
I terapien trækker jeg på min erfaring som uddannet psykoterapeut i kybernetisk psykoterapi fra Vedfelt Instituttet, min erfaring som uddannet og certificeret mindfulnessinstruktør fra Skolen for anvendt meditation, samt mit mangeårige arbejde med kreative processer og ledelse i film- og tv-branchen.
Udtalelser fra tidligere klienter
Bettina
“Hvis jeg skal sige tre ord om, hvad dagene har givet mig, er det indsigt, nærvær og fordybelse – og den åbenhed, rummelighed og tryghed der er i gruppen har givet mig rigtig meget.”
Tina
“I drømmegruppen har jeg mødt stor faglig kompetence og viden hos terapeuterne. På en fin, nænsom og meget givende måde har de fået mig til at se og forstå den rigdom og kreativitet, som min drømmeverden rummer. Møderne i gruppen opleves meget inspirerende og jeg går altid derfra beriget.”
Mirjam
“Drømmegruppen har for mig været en lille oase – et sted at stoppe op i en travl hverdag – og hvor jeg fik tænkt over, hvad der egentlig giver mening og hvad jeg vil forsøge at gøre mere og mindre af i mit liv.”